Elliot Page er skuespiller og blev verdenskendt i film som Juno, Inception og X-Men. Dengang hed han Ellen Page og blev identificeret som kvinde. I 2020 skrev Elliot til sine følgere på sociale medier, at han er transmand og præsenterede sit nye navn. Elliot skrev, at det var svært at fortælle til verden, at han er trans, fordi han var bange for at blive gjort til grin og frygtede had og vold. Det oplever mange transkønnede mennesker, når de deler, at de er transkønnede.

Elliot takkede andre transkønnede for at være modige og have vist ham, at det godt kan lade sig gøre at være tro mod sig selv som transkønnet.

Endelig elsker jeg mig selv nok til at turde gå efter at være mit autentiske jeg.

Elliot

REFLEKSION Er det nemmere at ’springe ud’, når man er kendt som Elliot Page – eller er det sværere?

IDÈ TIL AVISEN Lav en kultursektion i avisen. Find serier, film, bøger og podcasts, som handler om mennesker, der viser mod til at stå ved sig selv, selvom de falder uden for normen. Lav anmeldelser, undersøg historierne bag, eller interview forfattere og skuespillere.

BRUG FOR HJÆLP? EN GOD IDÉ? Ring til mediekonkurrencens hotline tirsdag & torsdag kl. 10-13 på 77 31 01 04 eller mail mediekonkurrence@ms.dk 

Elliots besked til sine fans om, at han er trans:

Seksualitet og kønsidentitet – hvad er hvad?

Regnbueflaget er symbol i LGBT+miljøet verden over

SEKSUALITET: Hvem, man bliver tiltrukket af og tænder på

KØNSIDENTITET: Hvilket køn, man føler sig som

LGBT + er en samlebetegnelse for personer, der har en anden seksualitet eller kønsidentitet end flertallet. LBGT står for:

Lesbian Lesbisk, homoseksuel kvinde
Gay Bøsse, homoseksuel mand
Bisexual Biseksuel, tiltrukket af begge køn
Transgender Transkønnet, en person, der identificerer sig som et andet køn end det, de blev født og voksede op med

+’et betyder, at mennesker, der ikke passer fuldstændig ind i de fire kategorier, også er inkluderet. De kan føle sig anderledes på andre måder, hvad angår seksualitet eller kønsidentitet.

Normer

Normbrud

Normer er en slags spilleregler, som fortæller, at noget er normalt, mens andet er unormalt. Hvis man opfører sig, som normen siger, lægger man sjældent mærke til, at den eksisterer. Men bryder man med normen, kan man opleve at blive set skævt til eller holdt udenfor.

Når en person eksempelvis ’springer ud’ som homoseksuel, bryder han eller hun med heteronormen. Altså at det ’normale’ og ’naturlige’ er at være heteroseksuel og indgå i parforhold med det modsatte køn. Nogle homoseksuelle oplever, at de ikke længere passer ind i visse fællesskaber og står mere ulige nu – fx i forhold til at få et bestemt job, være tryg på en bytur, blive gift eller få børn.

Der findes også mindre normbrud, som stadig er svære. Det kan fx være at sige højt, at man ikke vil drikke til fester.

Elliot Page fortæller Oprah om at være åben om sin kønsidenitet:

Det er svært at være LGBT+ skoleelev


En rapport fra LGBT+ Ungdom og LGBT+ Danmark viser, at mange LGBT+ elever i danske skoler mistrives og oplever negative konsekvenser på grund af deres seksualitet eller kønsidentitet:
64 % af LGBT+ eleverne har selvmordstanker. 53 % har udført selvskade, og 40 % har en spiseforstyrrelse.
LGBT+ eleverne føler sig ca. seks gange oftere ensomme i skolen sammenlignet med svarfordelingen fra den nationale trivselsmåling.
Mere end 9 ud af 10 af LGBT+ eleverne oplever homofobiske og transfobiske skældsord i skolen, som fx ”bøsse”, ”lebbe”, ”homo”, ”tranny” eller ”gay”.
44 % af LGBT+ eleverne har oplevet mobning eller diskrimination i skolen på baggrund af deres LGBT+ identitet.
Kilde: https://lgbtungdom.dk/rapport-om-skoleelever

Læs artiklen LGBT+ i Folkeskolen, hvor unge fortæller om deres oplevelse med at skille sig ud fra flertallet