Ordet ’mod’ får mange til at tænke på vilde handlinger udført af mennesker, der er større og stærkere end dem selv. Men mod findes faktisk alle steder og i os alle.  

Det kræver mod at kæmpe både de store og små kampe i livet. Uanset om det handler om uretfærdighed og undertrykkelse eller ensomhed, mobning, klassekonflikter og familiekriser.  

Hvis vi aldrig er modige, så går vi i stå. Med mod kan vi forandre verden.   

Mod findes mange steder, men er svær at definere. Men der er to vigtige ting at huske: Mod er en aktiv handling, og mod indebærer, at noget er på spil. Mod handler altså om at gøre noget, der ikke er nemt. Der er en risiko, noget kan gå galt, eller man kan miste noget, når man er modig. Det kan både være en helt konkret risiko eller en frygt for, at noget vil ske.

Mod handler ikke om at balancere på en klippevæg uden den mindste frygt. Mod er ikke, ikke at være bange, men at kaste sig ud i noget, selvom man er bange. For hvis man ikke var (lidt) bange, ville det ikke være modigt at gøre det.

Jeg ved godt, hvem der er de modigste mennesker, jeg kender. Det er børn og unge med mening, som tør sige den højt.

Thea Enevoldsen, formand for Danske Skoleelever 2019-2020

REFLEKSIONSSPØRGSMÅL
Hvorfor er mod vigtigt?
Hvem er modig?
Hvordan ville verden se ud, hvis ingen var modig?
Hvornår føler du dig selv modig?

Mod til hvad?

Mod til at følge sit hjerte og være den, man er
Mod til at tro på, at man kan få et godt liv, uanset hvor man vokser op
Mod til at sige fra over for mobning
Mod til at sige dem imod, der bestemmer
Mod til at fejle og turde indrømme, at der er ting, man ikke er god til
Mod til at hjælpe andre, der har det svært
Mod til at kæmpe for sager, man brænder for


Uden for fælles-skabet

Mod kan være forbundet med en bekymring for at falde uden for fællesskabet. Vil ens venner eller familie synes, man er forkert, hvis man viser hvem, man er? Man kan også frygte at miste sin plads i fællesskabet, hvis man bakker nogen op, der bliver drillet.

I nogle lande, hvor man ikke har demokrati, men et autoritært styre, kan man risikere anholdelse eller vold, hvis man siger sin mening.

Mod brøler ikke altid

Mod er nemmest at se i en soldat i kampuniform klar til krig. Men ikke alt mod brøler. Der findes også stille og næsten usynligt mod. Små ting – som at sige undskyld eller spørge, hvordan en klassekammerat har det, kan kræve mod. Det er også modigt at tage tøj på, ingen andre går med. Eller bare række hånden op i timen, sætte sig ved siden af den nye i klassen eller vælge dem, der aldrig vælges først til fodbold.

Stille mod

Der findes mere stille end larmende mod i hverdagen. Og alle de små modige handlinger har en kæmpe betydning for vores og andres liv. Der er heller ikke én slags mod, som er bedre end en anden. Mod kan ikke sammenlignes, for det, der er det nemmeste i verden for én person, kan kræve alt mod for en anden. 


Mod på mange niveauer

Mod findes mange steder – hos os selv, i vores omgivelser og i samfundet. Man kan tænke på mod som cirkler, der starter i midten med den enkelte person, spreder sig til det nære fællesskab i klassen eller vennegruppen og derfra videre ud i samfundet.

  • Mod til at være sig selv handler om at acceptere den, man er, og turde vise den person til andre.
  • Mod til at støtte andre handler om at gøre en forskel for mennesker, der har det svært eller at forandre fællesskaber, der ikke fungerer – fx ved at sige fra over for mobning og forskelsbehandling.
  • Mod til at kæmpe for en sag handler om aktivisme – i Danmark og ude i verden. Det handler om at tage det første skridt og at råbe op, når man synes, en sag er vigtig.

Hvis du skal lave et interview om mod, kan du stille disse spørgsmål:

  • Hvornår har du sidst været modig?
  • Hvad motiverer dig til at være modig?
  • Hvordan føles det at være modig?
  • Hvilke reaktioner har du fået?
  • Har det ændret noget, når du har vist mod?
  • Hvordan holder du fast i at være modig, når det er svært?
  • Find selv på flere spørgsmål

Mod på sociale medier

På sociale medier kan man finde fællesskaber med andre, som ligner en selv. Eller man kan bakke op om mennesker, der har det svært eller behandles dårligt. Med videoer, opslag og grupper kan man gøre opmærksom på en sag, man kæmper for. Men sociale medier har også en bagside.

Mange oplever hadbeskeder, en hård tone og udskamning – og fake news og rygter. Sociale medier kan altså både styrke og hæmme menneskers mod.